Jubelindlæg

Jeg har gået hele dagen og forberedt et jubelindlæg i mit hoved. Jeg har haft opstår over, hvor nemt jeg synes, det har været at starte op på løb igen efter nogle ugers pause. Det er ikke fordi, jeg har runners high eller har fundet zen endnu. Det har bare ikke været ulidligt svært at komme op af sofaen og ud på vejene.
Men den slags selvfedme hævner sig åbenbart. For alt tyder på, at jeg ikke kommer ud i aften, og jeg ved, at jeg ikke kommer ud i morgen aften. Så nu er min gode stime ødelagt. Eller måske er det lidt meget at kalde én vellykket uge for en stime, men jeg er ikke typen der sætter mit sports-lys under en skæppe. Så jubelindlægget må forandres til et: Det bliver nemmer at starte efter hver pause-indlæg.
Jeg er nået frem til at løb er ret meget ligesom madplanen, ikke skide ophidsende men tilgengæld praktisk. Jeg ved at det tog os ca seks mdr at blive stabile med madplanen, så jeg har noget tid at løbe på endnu (flot farvits) inden jeg forventer af mig selv, at jeg er en stabil løber.

Status på ugen

Det hele startede med at jeg var drøn motiveret for at bliver slank og laber. Det er jeg jo faktisk hver mandag. 

Mandag bød på en arbejdsmæssig køretur til Sydsjælland, hvor frokosten blev indtaget på den eneste restaurent i Store Heddinge, der har åben om mandagen, nemlig byen pizzaria. jeg spiste en burger med pommes men drak danskvand til. Danskvanden var dagen sejer. 

Tirsdag bød på frokost i Flødemesterens drivhus med citronvand til frokosten. 

Onsdag bød på møde med basser.

Torsdag bød på en carpe diem tur til Flyvergrillen med bøfsandwich og obligatorisk cola.

Fredag bød fredagschokoladekage

Lørdag bød på vist ikke på noget snaks.

Søndag byderlige nu på cola og bland selv

Med andre ord går det dårligt med at holde mig fra slik og hurtige kulhydrater. Til gengæld har denne uge bude på intet mindre end 3 løbeture, så noget bliver da bedre.

Jeg vil have zen!

Jeg hører forholdvis ofte om løbefans, der lykkeligt beskrive en smuk zen-agtig oplevelse ved at spænde løbeskoene og drøne derudaf. Det vil jeg også have. Især bliver jeg misundelig, når andre småbørnsmødre beskriver, hvor fedt det er at løbe, fordi de får tømt hovedet helt for tanker og bare kan være alene med sig selv. Hende her sælger eks løb ret godt.

I går var jeg ude at løbe, ja jeg forsøger stadig at komme i genne C25K 8 ugers løbeprogram, og selv om det har strakt sig over snart mange uger, så fortsætter jeg ca. der, hvor jeg faldt af i svinget sidst. Så mens jeg i (knap så) flot stil løb næsten 4 km (altså med de af programmet krævede gå-stykker) messede jeg for mig selv, jeg vil have zen, jeg vil have zen. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke det kommer. Altså ikke hele tiden, men på de løbestykker hvor jeg får lidt flow i løberiet, og næsten kan blive ved til verdens ende.