Jeg hører forholdvis ofte om løbefans, der lykkeligt beskrive en smuk zen-agtig oplevelse ved at spænde løbeskoene og drøne derudaf. Det vil jeg også have. Især bliver jeg misundelig, når andre småbørnsmødre beskriver, hvor fedt det er at løbe, fordi de får tømt hovedet helt for tanker og bare kan være alene med sig selv. Hende her sælger eks løb ret godt.
I går var jeg ude at løbe, ja jeg forsøger stadig at komme i genne C25K 8 ugers løbeprogram, og selv om det har strakt sig over snart mange uger, så fortsætter jeg ca. der, hvor jeg faldt af i svinget sidst. Så mens jeg i (knap så) flot stil løb næsten 4 km (altså med de af programmet krævede gå-stykker) messede jeg for mig selv, jeg vil have zen, jeg vil have zen. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke det kommer. Altså ikke hele tiden, men på de løbestykker hvor jeg får lidt flow i løberiet, og næsten kan blive ved til verdens ende.
Jeg kan berette, at jeg for nylig læste en sekvens i et blad om, at det som regel tager helt op til to år - TO ÅR! - at få den der "arj, jeg kan bare slet ikke undvære at løbe"-følelse. Suk.
SvarSletSå selv om jeg faktisk godt kan lide-agtigt at løbe, så er det primært den følelse, jeg får EFTER løbeturen, der giver mig et kick. Den ekstra energi, jeg får af det. Og så er et mål heller ikke af vejen. Har endnu ikke fået tilmeldt mig til et løb i efteråret, men det skal jeg, for har jeg ikke noget at træne hen imod, kommer jeg ikke af sted i længden. Så måske det er det, du skal? tilmelde dig et 5- eller 10 km løb om nogle måneder?
Og husk så udstyret. Man må ALDRIG gå ned på udstyr, så frem med dankortet og køb dig et fikst løbesæt. Vi ved jo alle, at en god løber sidder i tøjet. Eller noget :-)